tirsdag den 21. november 2017

Øv! - Bah! (21. november)

Da det lader til at Uglemor ikke kan finde på interessante blogindlæg 30 dage i træk eller bare finde ud af at poste indlæg 30 dage i træk, opgives tankerne hermed.



It seems MotherOwl is unable to write 30 iteresting blogposts - or indeed 30 blogposts in a row interesting or not. The NaNoWriMo-challenge is hereby failed.

søndag den 19. november 2017

WoW-Story (19. november)

Dagens historie er skrevet på Engelsk til en World of Warcraft fan-art side - vores gamle Guild-hjemmeside, hvor man blev bedt om at skrive sin spilpersons forhistorie. Den er derfor ikke på dansk.

- o 0 o -

Today's story is a piece of World of Warcraft fan-art. Written for a long dead Guild in WoW, that requested backstories for our in-game characters.

A very young Wingilot on her way to Darnassus, the capital of the elven.

Ishnu'alah elven brethren.

My name is Wingilot -- which means the hidden maid. I was no more than a toddler when my village was annihilated by the wild, tainted furbolgs. Everybody seems to agree that Starbreeze was the first and only village to suffer this fate. I suppose is it because our village was far smaller and there was no survivors to tell the tale, except from me, and I only learned the whole story a short while ago. The village was to the south west in the more desolate parts of Teldrassil, although I can't rightly use that word of my beloved isle.
Among my first memories are the giant shadows of furbolgs on moonlit trees, screams and frightening sounds. The next thing I remember must be years later. An old hunter sat skinning a furbolg body by the fire. He had found me in the ruined village and took me to his hiding place in the southern hills. It seemed a sunlit and nice place to me as a child.
Sometimes in his darker hours he hinted at an unspeakable crime that kept him away from other people. That was the reason he did not live in our village any more. Now that I think about it I realize that I must have been related to him in some way, but I can't start to guess how.
The old hunter, Wilwarinn -- named after the stars, his name means butterfly -- raised me more like a pet than a child. From him I learned how to cook, skin and make clothes, skills he found appropriate for a girl. Later he realized that old age was soon upon him and if he wanted to eat, he had to teach me tracking and hunting. He taught me the tracks of beast and elven, he made a bow for me and made me practise for hours on end until one day he let me shoot at living targets. My first deer was an unforgettable triumph, but even more so my first furbolg only days later.
I was still only a wisp of a girl when he turned ill. In his illness he ranted about unicorns and immortality. He asked me to fetch master Strongoak from the great tree, Aldrassil. I did it even though I nearly fainted from fear, I had never spoken to other people before. After Wilwarinn had died, master Strongoak told me some of the things they talked about. He told me that Wilwarinns crime was that he in the recklessness of youth shot a unicorn, but he found this misdeed fully atoned by his caring for me all those years. He also told me a bit more about my village and the furbolgs.
I took over the old cottage and the owl wich belonged to Wilwarinn. Master Dazalaar in Dolanaar taught me what more was necessary. For many years I lived peacefully in the old hut hunting out furbolgs in the surrounding woods.
In the end curiosity got the better of me and I travelled the world. I met strange and amazing sights, but mostly I kept to myself, not being quite confident around people. Then one late evening in Elwynn Forest, I met a young elven man who were about to be killed by a pack of wolves. My owl and me killed most of the wolves, and the young elf invited me to join a nice group of elven. I was shy at first, but he convinced me. For a time I kept in the background and listened to the older ones, slowly I got a little used to living and talking with other of Elune's creatures. But after some time a spirit of evil spread in the group and it disbanded. After this disillusion, I went back to my beloved Teldrassil. If you have an errand for me, you will find me where the evil gnarlpines gather.

Elun'edorei sisters and brothers.

Wingilot

lørdag den 18. november 2017

TUSAL - 18. november

Kære læsere, hvis nogen af jer nåede at se, at der var kommet en historie, så må I vente til i morgen. For i aften er det nymåne - og det er esnsbetydende med TUSAL ovre hos Daffycat.

- o 0 o -

Dear readers If any of you start to feel confused over the elsewhereness of my Wow story. It just had to wait untlil tomorrow. Because today is the new moon and this meand TUSAL at Daffycat's.


- o 0 💙 0 o -

Denne måned har butd på en del håndarbejde. Græskar, svampe, blade, flere edderkoppespind
som det flotte der og en kjole til den lille ædelsten. Det er bare ikke blevet til så mange ender.
Og måske når jeg at trykke "udgiv" inden midnat. 

- o 0 o -

This month some textile works have been happening. Pumpkins, mushrooms, leaves, more cobwebs like these, and a dress for the LitleGem. But ORTs are spare.
And I just made it in time .. I hope



fredag den 17. november 2017

Broder Antonius - en historie for børn (17. november)

Dagens historie er en fortælling for børn. Broder Antonios historier. Den foregår et eller andet sted i Italien, ikke i Asissi, men et sted der ligner. Det er en ramme for genfortællinger af Fioretti (en række beretninger om Frans af Assisi og hans første brødre) for børn.

 - o 0 o -

 Today's story is the beginning of a children's book. "The tales of Brother Antonio". The setting is an Italian village, not Asissi, but somewhere near. It's an excuse for recounting stories from Fioretti ( the life of St. Francis of Assisi and his early companions) for children. Again I'm so sorry, nothing in English.

 - - - 🐟 - - -

     Klara var sur. Sådan rigtig arrig. Hun sad på en lav mur og bankede hælene ind i muren i takt med en arrig sang. "Dumme mor - dumme far - dumme Mads - dumme, dumme Frans! Dumme by - dumme sted - dumme Nonna!" Det gav et sæt i Klara: "Nej undskyld, det mente jeg ikke. Du er den eneste, der ikke er dum, men hvorfor er du ikke her?" Klara var stadig sur, men nu blev hun også ked af det, Nonna, hendes elskede farmor, var død samme vinter. Og nu var de oven i købet rejst langt væk, godt nok til Nonnas elskede Italien, men hun var jo ikke med. Øv, hvor er det altså kedeligt, og så den dumme lillebror, ham kan man ikke lege med, og Mads er bare i skole hele tiden.
     Pludselig faldt der en skygge over Klara "Hvad er det for nogle sære lyde du laver? sagde skyggen. Klara så op. Foran hende stod der en ung mand i brun dragt. Han havde brune øjne og masser af mørkebrunt, krøllet hår. Klara havde lidt svært ved at forstå hvad han sagde. Han talte nemlig italiensk. "Jeg synger bare," svarede Klara langsomt. Nonna havde jo altid talt italiensk til hende og Mads, men det var stadig svært for hende at tale italiensk, selv efter to måneder i Italien.
     "Nåh, svarede han, det lød altså ikke særligt pænt, synes jeg. Hvad hedder du?
     "Jeg hedder Klara," svarede Klara, "og jeg er 6 år og jeg er sur!"
     "Nå da. Jeg er ikke sur - ikke i dag i hvert fald," svarede den unge mand. "Jeg hedder Antonio, broder Antonio for at være nøjagtig. Jeg er munk, og jeg bor henne i klosteret der ved kirken. Jeg er den yngste munk der, og det kan jeg godt blive lidt sur over af og til. Så bliver man nemlig sat til alt det der ikke er sjovt. Er det også sådan du har det?"
     "Nej," svarede Klara. "Det hele er bare sådan ... øh ... dumt i dag. Mads er i skole, Nonna er død, far skriver, og mor maler, hvis altså ikke de har travlt med Frans eller de skændes med Rosa."
     "Av sikke en masse mennesker," sagde broder Antonio. Lad mig gætte: Rosa er din storesøster, Frans er din lillebror og ... ham med det sære navn er din storebror."
     "Nixen bixen!" sagde Klara og rystede på hovedet. "I hvert fald ikke helt. Mads er ganske rigtigt min storebror. Men det er altså ikke noget sært navn, det er bare dansk, ligesom min sang før, men Rosa er vores sure nabo, hun råber altid af os."



torsdag den 16. november 2017

Fodspor på ruden - 1. kapitel 2. del (16. november)

Sorry, nothing in English today either, I continue the story from yesterday.
If you need a laugh, try running it through Google translate. I truly did not realise that I described Anders' room as: "dark, safe and loose". And this one is precious; "He rode to church through the early twenties in the sparse light of the new day.". Wonder how the drifts of snow gets turned into the early twenties? I sure do. 
On a seriouser note. If you try, notice that mass and fair translates into the same word in Danish. Anders is not visiting a fair in mid-winter, but a mass 😇.

Anders' verden
    Det var den første søndag i advent. Klokken var kvart over ni, og vække uret ringede, Anders daskede arrigt til det og stod op. Der var mørkt, trygt og lunt i hans lille kammer oppe under taget. Der havde han boet til leje de sidste seks år for en billig penge hos en fjern tante, som han ikke så for meget til. Han så ud af tagvinduet og så hvordan sneen væltede ned. En kort stund stod han og stirrede ud over søerne, han så hvordan træerne svajede i blæsten. Så gik han ud på det lillebitte badeværelse og vaskede sig i lunt vand. Hvilken luksus sådan en snevejrsmorgen. Efter at have klædt sig på i sit varmeste tøj, tog han sine cykellygter og sko i hånden og listede stille ned ad køkkentrappen, der var ikke nogen grund til at irritere tanten.
    Udenfor var vejret koldt og blæsende, det var et slemt vejr at cykle ud i, men Anders nød vejrets vildskab. Han cyklede til kirke gennem snemasserne i den nye dags sparsomme lys. Solen stod sent op, og snevejrs skyerne gjorde deres til, at det ikke blev lyst så hurtigt. Snevejret tog af medens han cyklede, men kulden blev ikke mindre. Den kolde frostluft løb som tørt isvand ned over hans bryst og rensede hans hoved for de sidste rester af søvn. Anders var som sædvanligt i god tid. Inde i våbenhuset rystede han frakken for sne, tog hatten af og trådte ind i den stille, endnu lidt dunkle kirke. Han knælede ned på sin sædvanlige plads i højre side af kirken og forberedte sig stille på messen. Pater Augustin kom ind i soutane og tændte lysene på alteret. Lidt senere blev også det elektriske lys tændt. Klokken ringede og pater Augustin og den unge ministrant kom ind. Midt under messen holdt sneen op, og solen kom frem: da ministranten trådte frem for at tilryge menigheden kunne man se røgelsen stå i skyer om ham og langsomt drive ned over bænke raderne.
    "Domine, non sum dignus ... Herre, jeg er ikke værdig..." bad Anders sammen med de andre, og gik så frem til kommunionen. Han knælede, og modtog Herrens legeme af præstens hænder.
    Anders gik stille ned på sin plads igen, hvor han knælede længe efter kommunionen og bad for sine afdøde forældre, sin bror, sine søstre og de venner, der stod ham nær.
    Anders stod stille i kirke døren, blændet af den skarpe sol, og nød at lugte den rene klare luft. Sådan et vejr var røgelse skabt til. Den frost klare, snefyldte luft duftede friskere og renere end ingenting, og den søde, varmt krydrede røgelsesduft var en himmelsk kontrast. Anders følte sig varm og vel tilpas i sin lune vinterfrakke, han nød sneen og kulden, for han vidste at dette var hans sidste danske vinter i lang tid, måske for altid.
    I går havde han været til skrifte hos pater Augustin og nu var han fyldt af lykke og klar til at bryde alle bånd bag sig. Og på onsdag tog han til Marialy på retræte i en eller to måneder, og derefter ville han rejse til Sydtyskland som novice i et kloster der. Efter messen sagde han "Farvel og god søndag" til alle sine venner og pater Augustin, der var hans gamle sogne præst. Kun hans søskende, enkelte af hans venner og præsten vidste, at han rejste.
    Hjemme igen pakkede han sin taske med de ting han fra nu af ejede i denne verden. Tandbørste, skiftetøj, en tysk ordbog, Bibelen og et breviar i fire bind. I lommen havde han sit pas, lidt penge og sin rosenkrans. Han havde betalt for værelset måneden ud og i morgen ville en flyttebil afhente de par papkasser han havde fyldt med ting og sager. De skulle sælges og han ville give pengene til pater Augustin. Han gav altid så meget til dem, der manglede. Hans søskende havde fået det, de havde bedt om, kun et billede af forældrene havde de ikke fået ham til at give fra sig. Siden han som femtenårig var blevet katolik havde han ikke haft så meget med sin familie at gøre. Hans søskende kunne ikke forstå det, og hans forældre var døde i et biluheld, da Anders, der var den yngste af fire søskende, var seksten år.